18-02-2018 02:22:27

Stort potentiale for fødevarer og sundhed i Big Data

Der ligger et hidtil uudnyttet potentiale i fødevaresektoren ved at kombinere data i hele værdikæden fra jord til bord. Det viser en ny rapport, som DTU, SEGES/Landbrug & Fødevarer og DI Digital står bag. Rapporten identificerer nye muligheder for at accelerere udviklingen af den danske fødevaresektor ved hjælp af Big Data.
30. okt. 2015 Af DTU
Forbrugersundhed er et af de områder, som kan få gavn af en radikalt nyskabende brug af Big Data.
Forbrugersundhed er et af de områder, som kan få gavn af en radikalt nyskabende brug af Big Data.

Fødevaresektoren kan forbedre sin produktivitet med op til fem procent ved at udnytte Big Data til at optimere produktionen, forbedre fødevarekvalitet og -sikkerhed og øge sundheden hos såvel dyr som mennesker. Det viser den netop offentliggjorte rapport ’Big Data fra jord til bord’, som DTU, SEGES/Landbrug & Fødevarer og DI Digital står bag. 

Formålet med rapporten er at kortlægge potentialet for innovation og vækst i fødevaresektoren ved at udnytte Big Data inden for forskellige områder af fødevaresektoren, herunder produktionen af svin, kvæg og fjerkræ. Rapporten beskriver blandt andet en idé om at udvikle værktøjer til at indsamle og anvende realtids-data, som landmænd kan bruge til at forbedre sundhed og produktivitet i svinebesætninger – samt en idé om at bruge sensorer til at optimere fodringsstrategier og øge sundheden og dyrevelfærden i kvægbesætninger. 

Personlige anbefalinger til bedre sundhed 
En tredje idé går ud på at kombinere oplysninger om kost hos mennesker med sundhed via forskellige teknologiske platforme som apps. 

”Forbrugersundhed er et af de områder, som kan få gavn af en radikalt nyskabende brug af Big Data. Et stigende antal danskere får konstateret kost- og livsstilsrelaterede sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme. Disse personer må i dag nøjes med en vejledning baseret på brede gennemsnitsbetragtninger. Ved at bruge Big Data til at kombinere personlige data fra mange kilder, f.eks. sundhedsdata kombineret med faktiske kost- og motionsvaner (måske fra personlige sensorer), kan der via forskellige teknologiske platforme gives meget mere personlige anbefalinger og dermed en værdiskabende forbedring af livskvalitet,” siger professor Jørn Smedsgaard fra DTU Fødevareinstituttet. 

Big Data øger konkurrenceevnen 
Fødevaresektoren har stor betydning for Danmarks nationaløkonomi, valutabalance og ikke mindst beskæftigelse. Ifølge adm. dir. Jan Mousing, SEGES/Landbrug & Fødevarer, er det derfor vigtigt, at sektoren fastholder og styrker sin internationale position. Big Data kan løfte fødevaresektoren fra effektivisering til innovation og derved blive en driver for konkurrenceevnen. 

Koncerndirektør på DTU Niels Axel Nielsen uddyber: 
”Ved at bruge Big Data har vi mulighed for at give et væsentligt bidrag til at øge konkurrenceevnen og indtjeningsevnen i fødevaresektoren. Gennem dette sektorudviklingsprojekt har vi derfor identificeret ti forsknings- og udviklingsprojekter med konkrete forretningsmæssige anvendelser af Big Data, og DTU ser frem til at bidrage med den overordnede tekniske forskning i den forbindelse.” 

Nyt center for Big Data 
Big Data går kort fortalt ud på, at man med udgangspunkt i meget store mængder data af ofte varieret karakter udvikler algoritmer og matematiske modeller, der skaber mønstergenkendelse i dataene til at opnå øget indsigt og i sidste ende større værdiskabelse. Til at styrke forskning og uddannelse inden for Big Data etablerer DTU Compute nu et nyt center for Big Data. 

“Med dette center ønsker vi at forankre forskningen i Big Data på DTU og udvikle og vedligeholde et stærkt kursusudbud på området. Dermed bliver fremtidens studerende klædt på til bedre at anvende og udvikle nye værktøjer inden for Big Data som sensorer, analysemodeller og visualiseringer, der vil kunne gavne både fødevaresektoren og andre områder som transport- og energisektoren,” siger professor og viceinstitutdirektør på DTU Compute Jan Madsen. 

Branchedirektør Adam Lebech, DI Digital, som er Dansk Industris branchefællesskab for it-, tele-, elektronik- og kommunikationsvirksomheder, ser også store muligheder: 

”Big Data rummer meget store perspektiver for samfundet. Vi vil kunne kortlægge eksempelvis adfærdsmønstre ned til mindste detalje ved brug af store datamængder. Det vil give vigtig viden om vores fødevarer, som forskere, virksomheder og myndigheder kan anvende i det daglige arbejde. It-virksomhederne spiller som leverandører en central rolle i den forbindelse”. 

Originalartiklen kan læses på DTU. 


Deltag i debatten

IT - artikler og arrangementer

Nyeste IT-job fra Jobfinder

luk
close