17-11-2017 20:27:57

Teknologien bag bitcoin er fremtidens internet

Techtopia: Blockchain-teknologien har potentialet til at revolutionere den måde, vi laver aftaler på og komme svindel til livs. Men den indeholder også udfordringer, som vi endnu ikke har knækket
24. aug. 2017 Af Morten Scriver Andersen - Journalist
Teknologien bag bitcoin er fremtidens internet

Bitcoins kender de fleste efterhånden som en ugennemskuelig og lunefuld internetvaluta. Men teknologien bag, blockchain, er meget mere end bitcoins, og nogle kalder det ligefrem for fremtidens internet. 

Potentialet i blockchain ligger i at sikre og gennemskueliggør alle former for aftaler, handler og overførsler. Den vil kunne bruges til at købe en bil, et hus eller indgå et væddemål, for hvis blockchain-systemet er rigtigt skruet sammen, er der kun én version af sandheden. 

Det mener Roman Beck, professor og leder af European Blockchain Center ved ITU, der i Ingeniørforeningen IDA's nye teknologipodcast, Techtopia, forklarer den avancerede teknologi.  

Han eksemplificerer blockchainteknologien ved en vis gruppe af mennesker, der alle har en lille sort notesbog i hånden og en kuglepen. De observerer, at du og han udveksler 20 kroner. Alle i gruppen skriver i hver deres notesbog: Roman Beck havde 20 kroner, nu er de blevet overført, og du, som de er blevet overført til, er nu i besiddelse af de 20 kroner.

"På den måde er det meget svært for mig at påstå efterfølgende, at det faktisk var 50 kroner, når alle de her mennesker har skrevet ned i deres notesbog, at de så 20 kroner blive udvekslet," forklarer Roman Beck til Techtopia. 

Som en flue fanget i rav 

Men blockchain, der er en af tidens mest hypede teknologier, er selvfølgelig meget mere avanceret end en flok mennesker bevæbnet med hver deres notesbog. 

Overordnet set består den af et antal af servere, som har en kopi af en database. De sætter alle transaktioner i protokol, som så er bundet sammen og sikret. Der bliver så sat såkaldte blokke med nye transaktioner ovenpå alle tidligere transaktioner, som godkendes af maskineparker eller såkaldte minere. På den måde kan man altid se, hvordan for eksempel en bitcoin eller en bil har skiftet hænder gennem tiden. 

"Det tillader dig at have en fejlfri optegnelse af alle transaktioner indtil den allerførste. Og når nogen vil se, hvor en bitcoin kommer fra, kan de slå op i databasen. Det fjerner rigtig meget af den uigennemskuelighed og usikkerhed, der normalt er i transaktioner," siger Roman Beck til Techtopia. 

En anden måde at beskrive en blockchain på er en flue fanget i rav: Transaktionen er lukket og forsejlet, men synlig for alle. 

Potentiale til at modvirke svindel 

Selvom blockchain-teknologien er hypet, så er der bred enighed, om at den stadig er umoden. Alligevel fortæller Roman Beck, at containergiganten Mærsk bruger blockchain til at lave fragtbreve til indholdet af deres containere. Det er en blockchain-løsning, som IBM har været med til at udvikle, hvilket fortæller os, at blockchain ikke kun er nørdet undergrund og spekulation i bitcoins, men også et felt som etablerede virksomheder begiver sig ud i. 

Et andet eksempel, hvor blockchain møder den fysiske verden er den vidtrækkende svindel med ekstra jomfruolivenolie, som et speciale på ITU for nylig kortlagde. Der er nemlig mere ekstra jomfruolivenolie til salg på supermarkedernes hylder, end der årligt bliver produceret. Så et sted imellem producent og forbruger må der uundgåeligt foregå svindel med indholdet. 

"Det ser ud til, at der er omkring 10 gange mere ekstra jomfruolivenolie i markedet, end der bliver produceret hvert år. Så du kan ikke være sikker på, at der rent faktisk er ekstra jomfruolivenolie i den flaske, du køber i supermarkedet. En måde at tackle problemet på er at blockchainificere hele forsyningskæden ved at spore fra oprindelsen og hele vejen til hylderne på supermarkedet. Men det kræver, at al informationen, der går ind i blockchainen er korrekt. Fra møllen, hvor olien produceres, over virksomheden, der flasker olien og til transportfirmaet," forklarer Roman Beck til Techtopia. 

Sender skygger over miljøet 

Som nævnt er blockchain endnu en umoden teknologi, og man bakser stadig med en række problemer i forhold til at beskytte folks persondata, og at systemet stadig er både komplekst og langsomt. 

Men der er også en mere voldsom skyggeside, som kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke der findes en løsning. 

De såkaldte miners, som godkender nye transaktioner bruger enorme mængder energi på at lave en ny blok i blockchainen. Bitcoin-blockchainen bruger for eksempel sammenlagt mere energi end lande som Kroatien og Nordkorea, og i 2020 vil bitcoin-netværket sandsynligvis bruge mere energi end hele Danmark. Og det truer ifølge Roman Beck hele teknologiens eksistensgrundlag 

Du kan høre hele podcasten på Techtopia.dk eller direkte via iTunes. 

Techtopia #14: Forstå blockchain - teknologien bag bitcoin
Techtopia #14: Forstå blockchain - teknologien bag bitcoin

Podcast: Blockchain er teknologien bag bitcoin. Den kaldes også fremtidens internet. Techtopia besøger European Blockchain Center på ITU.

Læs mere
Techtopia #13: Forstå bitcoin og den nye bitcoin cash
Techtopia #13: Forstå bitcoin og den nye bitcoin cash

Podcast: Er du forvirret over bitcoins? Og måske endnu mere forvirret over den nye bitcoin cash? Techtopia forklarer det hele på mindre end 20 minutter.

Læs mere
Techtopia #12: Mød IBM's gale videnskabsmand
Techtopia #12: Mød IBM's gale videnskabsmand

Podcast: John Cohn er chef for internet of things i IBM’s nye globale hovedkvarter, der ligger i München, fordi byen er centrum for Industri 4.0. Han er stolt af at være nørd med stort N, og han beskriver ...

Læs mere
Techtopia - podcast om teknologi
Techtopia - podcast om teknologi

Hvordan indretter vi fremtiden? Techtopia er en ugentlig podcast om teknologi, startups og forskning. Om digitalisering, kunstig intelligens, nano, bio og den 4. industrielle revolution. Vært er H ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close