19-11-2018 19:06:01

Test af ny scannerteknik til lufthavne

Fremover bliver det muligt at lade laptop og væsker blive i håndbagagen, når man skal igennem lufthavnens sikkerhedskontrol.
27. sep. 2016 Af DTU
 En ny scanner gør det muligt at skelne, om indholdet i tasken er tilladt at medbringe i lufthavnen.
En ny scanner gør det muligt at skelne, om indholdet i tasken er tilladt at medbringe i lufthavnen.

DTU har udviklet ny røntgenteknik, der gør det muligt for en lufthavnsscanner at skelne, om indholdet i tasken er tilladt eller ej, selv hvis man lader både laptop og væsker blive i tasken.

Den nye teknik er blevet mulig, fordi forskerne har fundet hurtige og effektive metoder til at opnå en langt større kontrast mellem forskellige typer materialer ved en røntgengennemstråling.

”Vi anvender nyudviklede røntgen-farvekameraer (multispektrale kameraer) i scanneren kombineret med matematiske metoder til at generere 3D modeller af bagagen. På den måde er det muligt at gengive væsker som vand, alkohol og acetone på forskellige måder, hvilket åbner mulighed for, at lufthavnspersonalet kan skelne ufarlige væsker fra de væsker, det ikke er tilladt at have med ombord på flyturen,” forklarer projektleder Ulrik Lund Olsen, DTU Fysik.

Test af passagerers interaktion

Den nye teknik indgår i et nyt samlet koncept for sikkerhedstjek i lufthavne, der er udviklet af virksomheden Exruptive og støttet af bl.a. Innovationsfonden. Systemet testes i øjeblikket i Vojens, hvor den civile trafik fra Skydstrup Lufthavn afvikles.

Systemet omfatter udover de nye scannere også en trolley fremstillet af komposit-plastik, der har et svagt røntgenaftryk. Her placerer passagererne deres håndbagage efter at have modtaget deres boardingkort, hvorefter hele trolleyen bliver kørt gennem røntgenscanneren, mens passageren ligesom i dag går igennem metaldetektor og eventuel bodyscanner.

”Vi har over de seneste par måneder testet, hvordan passagerne reagerer på det nye system. Mere end 600 frivillige fra lokale foreninger omkring Vojens har ageret flypassagerer. Testene har vist, at vores antagelser omkring en både hurtigere og mindre stressende proces holder stik. Nu analyserer vi de mange data sammen med DTU og antropologer fra Københavns Universitet, og så genoptager vi forsøgene senere på året,” siger Jakob Schmidt, CEO i Exruptive.

Han forventer, at det nye system vil blive taget i anvendelse i en lufthavn inden for de næste par år, hvor det vil kunne håndtere op til 600 passagerer i timen mod 150 passagerer i de nuværende security linjer.

Artiklen er oprindeligt publiceret på DTU.


Deltag i debatten

Design og Innovation

Nyeste job fra Jobfinder

luk
close