19-11-2018 19:08:18

Transportsektorens overgang til vedvarende energi

En af de største udfordringer ved at Danmark skal omstille sig til 100 % vedvarende energi, er olieforbruget i transportsektoren. Dette kræver blandt andet maksimal elektrificering og fokus på brug af biomasse i stedet for olie.
12. maj. 2016 Af Katja Isabel Romme Simonsen
Det er især transportmidler såsom fly, skib og lastbiler, som har behov for elektrobrændsler, hvis Danmark skal overgå til 100 % vedvarende energi.
Det er især transportmidler såsom fly, skib og lastbiler, som har behov for elektrobrændsler, hvis Danmark skal overgå til 100 % vedvarende energi.

Hvis Danmark skal overgå til 100 % vedvarende energi i år 2050, kræver det et trippel smart energisystem, hvor transport- og varmesektoren kombineres. Her findes der især udfordringer i forhold til transportsektoren, som skal køre på elektrobrændsler i stedet for olie. Det viser IDAs Energivision 2050.

Det kræver enorme forandringer at ændre danskernes brug af transportmidler, og her er der især fokus på udvidelsen af kollektiv transport og elbiler. En anden ting er delebiler, som også kan være en effektiv løsning i forhold til stadig at bibeholde en høj mobilitet samtidig med et lavere ressourceforbrug. Delebilerne skal derfor blive en del af den kollektive trafikløsning.

En bedre kollektiv trafik er dog alene ikke nok, da den tunge transport såsom lastbiler og skibe sandsynligvis ikke kan elektrificeres. Det betyder, at der er behov for brændsler, der kan gøre transportsektoren CO2-neutral. 

I en rapport om integrerede elektrobrændsler og vedvarende energisystemer, udarbejdet af Aalborg Universitet, er der foretaget et studie med fokus på de samfundsøkonomiske og ressourcemæssige konsekvenser, der er ved at producere forskellige slags brændsler baseret på vedvarende energikilder.

Disse brændsler bliver kaldt elektrobrændsler. Elektrobrændslerne fremstilles ved at forbinde kulstofkilder med brint fra elektrolyse, så der kan fremstilles nye kulbrinter.

Rapporten viser, at elektrobrændsler er en mulighed for det fremtidige energisystem baseret på den teknologiske udvikling. Det betyder, at udviklingen af nye teknologier har en betydning for, om Danmark skal begynde at gå videre med udviklingen af elektrobrændslerne.

Undersøgelser viser yderligere, at implementeringen af elektrobrændsler i energisystemet har vist sig at forbedre systemfleksibiliteten, men der er også omkostninger ved denne implementering. Det kræver nemlig stor behov for havvindmøller og elektrolyseanlæg, hvis brændslerne skal kunne udvindes.

Du kan læse om elektrobrændsler i transportssektoren i rapporten på Aalborg Universitet.


Deltag i debatten

Nyheder og arrangementer

Nyeste energi- og miljøjob

luk
close