21-11-2018 01:02:21

Vejen til billige målinger, en rejsebeskrivelse

Med det rigtige udstyr er etablering af pilotgrej til midlertidige målinger billigere end at indkalde til et møde om, hvad og hvorvidt der skal måles. Udstyret befinder sig i den verden, som hedder Internet of Things
Målinger og tilhørende teknologi udvikler sig lige så hurtigt som mobiltelefoner og pc’er. Så den teknologi man lige har investeret i, er allerede forældet og stort set erstattet af noget nyt og bedre, inden man kommer i gang.
Målinger og tilhørende teknologi udvikler sig lige så hurtigt som mobiltelefoner og pc’er. Så den teknologi man lige har investeret i, er allerede forældet og stort set erstattet af noget nyt og bedre, inden man kommer i gang.

Ny teknologi kan man købe stort set alle dage – klart på hylden i Bilka eller på ebay. Ingen af os behøver at skrive en kravspecifikation, vi vælger ud fra behov, hvor lækker løsningen er og hvad det koster. Og vi er illoyale over for leverandøren, kan en levere noget, vi hellere vil have, ja så farvel og tak til den gamle leverandør.

Målinger og tilhørende teknologi udvikler sig lige så hurtigt som mobiltelefoner og pc’er. Så den teknologi man lige har investeret i, er allerede forældet og stort set erstattet af noget nyt og bedre, inden man kommer i gang. Dette giver nogle enestående muligheder for løbende at opgradere og forbedre sit system. Dette samtidig med, at det hele bliver billigere og billigere. Dette er der skrevet meget om og man kan se udviklingen i den måde, man opfører sig efter arbejdstid.

Sådan kan det også være at gå på arbejde. Vores påstand er, at dette gør dagligdagen langt sjovere. Sjovere i form af at bruge sin tid på det, der giver mening og værdi for virksomheden og en selv.

Der er en lethed i pilotgrej

I dag oplever vi tit, at en måleopgave er tung at sætte i gang. Så tung, at mange gange kommer man slet ikke i gang. Enten fordi man vurderer, at det ikke er sliddet værd. Eller simpelthen fordi man ikke kan prioritere en større proces i en travl driftspræget dagligdag. Tung i form af at processen i sig selv er opslidende. Tung, fordi man ved, at inden man er i mål, har man brugt over 100.000 kr.

Her bør man gå andre veje. I dag kan AffaldVarme etablere nye målinger af temperatur eller tryk et vilkårligt sted for under 1.000 kr., alt andet lige. Dette inkluderer sensor, opsamlingsenhed samt dataabonnement og strømforbrug i et år. Prisen for opsætning afhænger af forholdene, men indeholder typisk 2-3 håndværkertimer.

Når vi har data fra dette pilotgrej, ved vi, om det er besværet værd at etablere dem permanent i vores mere klassiske SCADA-system. Måske er den oppetid, vores pilotgrej har acceptabel. Hvis ikke, kan vi bestille udvidelsen af vores SCADA-system med en reference til det, vi selv har sat op.

IoT giver os nye muligheder og potentielt sparer vi samtidigt i millionklassen.

Hvordan gik vi i gang?

Vi startede med at hyre to ingeniørstuderende. To, fordi så havde de altid en at diskutere med, og man er mere modig, når man er to. De fik den opgave at indkøbe og afprøve en Raspberry Pi og forskellige sensorer. De arbejdede en formiddag om ugen, men var synlige og skabte hurtigt opmærksomhed i organisationen. Hvad var det for nogen størrelser og hvad arbejder de med? Naturlig skepsis blev hurtigt overskygget af de muligheder og priser, som de kunne dokumentere. Vi havde pludselig et supplement til vores eksisterende system. Et supplement, hvor vi med en meget lille investering kunne afprøve i fuld skala, om vi skulle investere i en mere driftsvenlig blivende løsning. Sensorer og dataopsamling kunne pludselig realiseres for under 2.000 kr. Noget som før har været helt urealistisk. Ok, det lignede noget, vi havde bygget selv, men det gjorde egentligt ikke noget. Faktisk fik vi mange historier om, hvordan pionerånden havde været tilbage i 80’erne, hvor man var lige så eksperimenterende. Forskellen er blot, at i dag gør internettet handel, vidensdeling og datatransport til en leg.

Nu var det tid til at skifte fra leg til fuldskala pilotprojekter. Med den erkendelse valgte vi at ansætte en af de studerende i praktik – igen en billig løsning. Hvis der var noget, han ikke kunne finde ud af, kunne han kvit og frit spørge hjemme på Ingeniørhøjskolen i Aarhus.

Konklusionen er, at ingeniørstuderende er billige og dygtige forandringsagenter.

Arbejdet med pilotgrej udvikler organisationen

Efter mange år med nogenlunde faste leverandører af udstyr mister man nemt følingen med udviklingen. Det, at have et par ingeniørstuderende, der købte grej på internettet og lige fik loddet lidt hist og pist vækker opmærksomhed. Det var sundt at blive mindet om, at en temperaturføler altså ikke koster meget mere end 10 kr. og resten er indpakning. Tilsvarende gav det mange gode diskussioner af vores reelle behov. Hvor præcist skal det egentligt være, hvilken oppetid har vi behov for? Disse og tilsvarende gode spørgsmål er fristende at besvare med et ”ligesom vi plejer”. Her var det fint med et par helt friske folk, som kunne stille de gode spørgsmål. Det er bare sundt, at vi andre, som har været med lidt længere tid, skulle bruge lidt tid på at grave de gode svar frem.

Organisationen trives med den lethed, som pilotgrej tilbyder.

Pilotgrej giver muligheder

En diskussion af, hvorvidt vores rør flyttede sig eller ej, blev hurtigt erstattet af, hvordan vi skulle måle det? En bestilling af 3D lasermåling i en kort periode eller en permanent overvågning med billigt grej fra nettet? En afstandsmåler med en præcision på 3 mm var præcist nok og kostede 15 kr., så med tre af dem kunne vi måle flytningen i alle retninger. Dette kunne snildt dække vores behov i en afklaringsfase. Og når nu vi alligevel var på nettet og kiggede på grej, ja så købte vi et lille kamera også (+150 kr.), og lige et par temperaturfølere (+30 kr.). Vi satte systemet til at tage billeder, når røret flyttede sig eller temperaturen ændredes. Man kan med lidt god vilje faktisk sige, at det er billigere blot måle alt, hvad der er muligt og bagefter finde ud af, hvorvidt det kan bruges. Det værdifulde ved dette var, at vi kunne komme videre i vores forståelse af problemet. Næste gang vi mødtes, var der pludselig data på bordet og så skiftede diskussionen pludselig karakter. Reelt faktisk til det lidt kedelige. For nu kunne vi måle det, der lå helt stille. Men hvad, vi havde jo ikke brugt mange penge på den øvelse! Og udstyret, det er faktisk billigere at lade det stå end at tage ud og pille det ned igen. Så tabet er til at overskue. Husk på, at de fleste beslutninger udskydes, fordi man er bange for at lide tab.

Med billigt pilotgrej er risikoen for tab lille og man ”tør” sætte flere skibe i søen.

Kom i gang selv med pilotgrej

Internettet bugner med gør-det-selv instruktioner på småt og stort. Mest på engelsk, men det har vi ikke set som en stor ulempe. Hvis man kan følge instruktionen, er det jo lige meget, hvad det hedder, når man laver 0-10V om til 0-5V. Blot man kan følge instruksen. Vi valgte at lægge os rimeligt fast på Raspberry Pi som central enhed. Dette fordi, det var så nemt at komme i gang. Andre kan også vælges. Det er lidt ligesom at stå på en karrusel, der kører rundt. Først står man og kigger lang tid på, at det hele snurrer rundt. Når man så endelig kaster sig ud i det og springer på karrusellen – ja, så står alting jo stille igen og man kan bevæge sig rundt og finde et godt sted at starte. Hellere komme på et forkert sted end at stå og vente på, at karrusellen standser – for det gør den ikke.

Internet of Things, som karrusellen hedder, stopper ikke i vores tid. Så se nu at springe på. Vi vil garantere, at din arbejdsdag bliver sjovere og mere meningsfyldt.

Internet of Things-karrusellen stopper ikke i vores tid, så se nu at springe på, lyder opfordringen fra Adam Brun.

Artiklen er oprindeligt publiceret i HVAC Magasinet.


Deltag i debatten

Byggeri og Anlæg - artikler og arrangementer

Nyeste byggejob fra Jobfinder

luk
close