17-02-2018 20:39:14

Den 18. april 2018 sætter vi fokus på mulighederne i embeddede teknologier. Tilmeld dig i dag og bliv fyldt med inspiration og ny faglig viden.

Udviklingen af embeddede kraftværker driver fremtiden

Læg grundigt mærke til begrebet ”Internet of things”. Dét begreb har allerede længe hængt i luften som et af de helt store fænomener, der vil ramme os alle.
30. okt. 2015 Af: Frida Frost - Fhv. Formand for IDA
Embeddede systemer har helt enorm betydning for alle os, der arbejder med eller ved noget om teknologi – og derfor er det naturligt for Ingeniørforeningen, IDA, at engagere sig i det, siger Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen.
Embeddede systemer har helt enorm betydning for alle os, der arbejder med eller ved noget om teknologi – og derfor er det naturligt for Ingeniørforeningen, IDA, at engagere sig i det, siger Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen.

Internet of things vil skabe den fremtidige situation, at alt, ikke kun alle, er på nettet. Hver eneste lille enhed får et ipnummer og går online, selv den mindste elektriske pære.

Det berømte køleskab kommer online og kan fortælle, hvad det indeholder til en app på din smartphone, så du ved, hvad der skal købes med hjem. Ovnen kan fjerntændes. Fyret kan overvåges. Bilen bestiller service og finder en ledig dato i din kalender. Webergrillen råber op, at den skal slukkes. Ungernes løbecykler fortæller, hvor de kører. Høreapparatet justeres online af producenten.

Hver eneste lille enhed i dette kæmpe system bliver et lille stykke indbygget elektronik med tilhørende software. En mikroprocessor, nogle sensorer, et styresystem, kode. I mange tilfælde vil koden tilmed køre ovenpå et egentligt, formaliseret styresystem. I andre tilfælde vil det embeddede system udgøre en mindre komponent i et større system. F.eks. en som et internt program i en pumpe.

Et konkret eksempel er teknologien fra virksomheden NVDIA, som i sin tid skabte sit navn som leverandør af fantastiske grafikkort til PC’er, som betød, at computerspil virkelig kunne blive flotte. I dag er NVDIA gået langt videre og leverer bl.a. såkaldte GPU’er. Det er centralenheder, som er optimeret til grafik og som derfor kan behandle helt enorme mængder af billedinformation på samme tid. Den kraftigste udgave kan nu håndtere samtidig input fra 12 kameraer på én gang – med billedanalyse og klassificering af, hvad der er på billederne. Det er lige præcis, hvad en selvkørende bil har behov for, for med 12 kameraer kan hele bilens omgivelser dækkes, 360 grader rundt.

Klassificeringen af billederne består i at udpege objekter på billederne, herunder at skelne en parkeret bil fra en bil i bevægelse, at genkende en cyklist, et vejskilt, en bold, en kat, et barn. Billeddata fra kameraerne kan være lidt utydelige og rodede, så rent metodisk bruges teknikker kendt fra såkaldt kunstig intelligens, ”det der ligner en kat” og lidt senere: ”Det er en kat, den bevæger sig udad mod kørebanen med en hastighed på 20 km/h, der er risiko for at ramme den”.

Audi har for kort tid siden demonstreret en selvkørende bil, som netop bruger en embedded processor fra NVDIA til disse opgaver – hvilket understreger, hvor enormt langt embeddede systemers regnekræfter er nået. Potentialet som ovenstående og mange, der hver især er langt mindre end selvkørende biler, betyder tilsammen helt enorme investeringer i at udvikle embeddede systemer. Kun fantasien sætter begrænsninger for, hvor vi kan bruge embedded teknologi.

Det er ærlig talt helt vildt spændende og et område, vi higer efter at blive klogere på.Derfor er Ingeniørforeningen vært ved messekonferencen Embedded Everywhere 26. oktober, som er en nyskabelse. På konferencen kommer vi ind på alt det nødvendige værktøj og komponenterne. Hvad kan komponenterne? Hvordan koder man dem smart?

Vi kommer også til at diskutere og lære nogle af de tunge og potentielt farlige sider af de embeddede systemer. Det handler for eksempel om sikkerhed: Hvordan sikres det, at de mange dimser på Internet of Things ikke bliver hacket og vendt imod os. Tænk bare på, hvad en hacker kunne gøre ved el-forsyningen ved at tænde samtlige ovne og komfurer i en bydel. Og om privatliv – vi ønsker ikke mere overvågning end nødvendigt.

Det hele er drevet af alle de teknologiske muligheder kombineret med billig regnekraft i små chips og gigantisk regnekraft i lidt større enheder. En ladeport til et nyt slaraffenland er ved at åbne sig.Det er noget, der har helt enorm betydning for alle os, der arbejder med eller ved noget om teknologi – og derfor er det naturligt for Ingeniørforeningen, IDA, at engagere sig i det.

Vi ser frem til Embedded Everywhere og glæder os til at byde velkommen til en helt nyudviklet og fantastisk spændende dag i Ingeniørforeningen.

Nyeste IT-job fra Jobfinder

luk
close