29-05-2017 00:20:56

IDA Future Talks 2017 giver dig opdateret viden og inspiration med et bombardement af fortællinger om mennesker og fremtidens  teknologier. Den 24. marts sætter vi fokus på så forskellige emner som kunstig intelligens, hacking og recirkulering af fødevarer. 

Teknologierne skal følge os og ikke omvendt

Future Talks: Vi har sendt Hans Ravnkjær Larsen fra IDA ud for at følge op på sidste års Future Talks. Han starter hos Peter Bøggild til en snak om Nanomaterialer.
16. feb. 2016 Af Hans Ravnkjær Larsen

Uimponeret over Deres udsendtes digitale optageudstyr begynder professor Peter Bøggild, Center for nanoteknologi på DTU, interviewet med at fortælle om sin Scribe (fra livescribe.com) – en avanceret notesbog hvor diktafon, micro-dotted papir i bogen og pennen er integreret i én løsning.

Brugeren skriver sine noter (i sin bog) præcis som man vil, og disse linkes automatisk sammen med en lydoptagelse, som pennen klarer samtidig. Brugeren kan så senere vende tilbage til de digitale noter på skærmen og derudfra på sekunder finde det sted i lydoptagelsen, der hørte til netop det øjeblik, stikordene blev skrevet ned.

Digital integration af lyd og skrift giver brugeren stor frihed til at deltage og være til stede i samtalen uden begrænsninger – bortset fra batteri. Det er en pointe, vi skal vende tilbage til.

Nanomaterialerne ruller

Siden Peter Bøggild talte om programmérbare grundstoffer på IDA Future Talks i maj 2015, har han og gruppen af studerende og forskere omkring sig ikke ligget på den lade side.

”Siden maj har vi forskningsmæssigt  været i en transitiv fase. Vi har travlt med at udbygge gruppen, nogle skal videre, andre kommer til, og vi er nu i færd med at få flere års forskningsresultater fældet ned i videnskabelige artikler, et stort arbejde," siger han. 

Forskerne er dér nu hvor de kan manipulere med materialer på atomart niveau, det som nanoteknologiens første visionære tænker, Richard Feynman, foreslog og kaldte ’atomic engineering’ tilbage i en berømt tale fra 1959 (en tale holdt på årsmødet for the American Physical Society

”Vi kan i praksis sammensætte individuelle atomlag – ikke enkelte atomer endnu – i stakke fuldstændigt efter forgodtbefindende, og dermed kan vi bestemme materialeegenskaberne på en måde der aldrig før har været muligt”, fortæller Peter Bøggild.

Eksempler

Peter Bøggild nævner et par eksempler på nogle af de anvendelser af nanomaterialerne, som han kan gætte har et stort innovationspotentiale. Det betyder, at eksisterende komponenter - fx transistorer, chips o.a. kan laves tyndere, fleksible og med mere avancerede funktioner. Men det, som er vigtigt, og som er den helt store udfordring, fortæller Peter Bøggild, er, at vi altså nu også kan bygge helt andre ting end dem, vi allerede kender. Vi kan bygge langt mere end vi har ide om, bogstaveligt talt, og det er for uambitiøst blot at lave kopier af teknologi der allerede fungerer, som for eksempel silicium MOSFET transistorer.

Hvem der skal hjælpe med at identificere de rigtige, de vigtige problemer, som disse atomtynde supermaterialer kan løse, siger Peter Bøggild. Hvordan finder vi sammen, os forskere, dem der tænker ud af boksen, og dem der har problemer de ellers ikke kan få løst? I dagligdagen kigger Peter Bøggild og hans gruppe sig grundigt om for selv at finde og handle på det, når han får ideer til at tænke ’på tværs’.

Ingeniørens sult

Peter Bøggild taler om ’ingeniørens sult’; vi næres af tilfredsstillelsen ved at bygge langsigtede løsninger mere end nødvendigvis den kortsigtede, kommercielle eller kontante belønning.

”Vi er ikke en fabrik. Vi er primært drevet af nysgerrighed, idet dette igennem historien har vist sig at være måden at lave virkeligt nyttige opdagelser og teknologier,” siger Peter Bøggild vel vidende at det let kan komme til at lyde som forskerens verdensfjerne ligegyldighed over for anvendelser og ’value for money’. Det er ikke hans ærinde; tværtimod taler han om det drive, han og mange andre forskere føler for hele tiden selv at blive klogere, gerne ved at lave noget uden for sit curriculum.

Derudover er det afgørende at lade forskere og ikke-forskere møde hinanden – hver især kan de noget forskelligt, og begge parter kan have nytte af mødet. Virksomheder er gode til at hjælpe forskere til at se og fokusere på de ting som kan og skal bruges i verden (virkeligheden). På den scene betegner Peter Bøggild forskere som dilettanter: ”På mit institut har vi Danmarks rekord i virksomhedssamarbejde, men vi er ydmyge nok til at erkende at virksomhederne ved meget end vi gør om hvad der skal til for at gøre teknologi til et succesfuldt produkt. ”

Nye verdener åbner sig

Ligesom verdenen af anvendelser bør også måden forskerne arbejder (sammen) på, komme til at åbne sig, mener Peter Bøggild, der taler om ’crowd researching’.

”Vi oplever lidt af et missing link i dag: Vi kan lave fantastiske materialer i laboratorierne, men der skal noget helt andet til, før vi får det ud at rulle omkring os.”

Endnu hører produktion af nanomaterialerne hjemme i et laboratorium blandt forskere i kitler, men den dag er på vej, hvor avancerede nanomaterialer kan produceres og håndteres af hvem som helst, hvor som helst … og til formål vi slet ikke kender endnu. Der er flere skridt på vejen, før det kommer til at ske: Materialerne ser dagens lys nu, næste skridt bliver at producere dem i stor skala. Der er masser af tekniske problemer der skal løses – men lige pludselig kan det gå stærkt. Som eksempel nævner Peter Bøggild OLED displays (Organic Light Emitting Diode) som med et slag blev relevant da man fandt ud af beskytte de ilt-følsomme organiske molekyler med effektive barrielag, så levetiden pludselig blev langt højere.

Peter Bøggild pointerer, at det vi står overfor, er en verden hvor vi skal tegne kortene forfra og vel at mærke selv bestemmer, hvad vi vil have. Som hvis vi ikke blot tømte kassen med Lego-klodser på hovedet, men også begyndte at formgive og designe vores helt egne klodser.

Ganske som Peter Bøggild med sin notesbog fuldt ud har friheden til selv at vælge og bestemme, står vi med nanomaterialer, programmerbare grundstoffer, overfor for alvor at kunne trække teknologien præcis derhen hvor vi vil have den. Det vil kræve fantasi, hårdt arbejde og masser af tid, men det kommer til at ske, mener Peter Bøggild.

Mød Peter Bøggild til Future Talks Afterburner den 8. marts:

Future Talks
Future Talks

IDA Future Talks 2017 giver dig opdateret viden og inspiration med et bombardement af fortællinger om mennesker og fremtidens  teknologier. Den 24. marts sætter vi fokus på så forskellige emner s ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close