15-08-2018 22:55:36

Danmarks største konference om og for ledere og projektledere. Den 29. november 2018 mødes ledere og projektledere fra hele landet til en hel dag med fokus på ledelse, projektledelse og personlig udvikling. Tilmeld dig nu.

At træde i karakter med Kierkegaard

Ledelse der styrker 2017: Træd i karakter! Vær autentisk! Brand igennem! Der er de nye nervepirrende krav, der stilles til enhver leder af i dag, hvor det ikke længere er fagligheden, men personligheden, der er i fokus, når en ny leder skal vælges eller vurderes. Men man kan slet ikke træde i karakter som sig selv.
27. okt. 2017 Af Ledelse der styrker
<p><em>Pia Søltoft, Ph.d., forfatter og sognepræst i Marmorkirken.</em></p>

Pia Søltoft, Ph.d., forfatter og sognepræst i Marmorkirken.

Skrevet af ph.d. Pia Søltoft, sognepræst, forfatter og ejer af Coaching-Kierkegaard.

Et selv er ikke en rolle, man påtager sig, men en ansvarlig måde at være på, som forudsættes inden man kan træde i karakter som noget som helst, det være sig som forælder, fodboldtræner eller leder. Selvet er ikke kerne eller en konstruktion, men en ansvarlig måde at forholde sig til sig selv på. Og det forhold, selvforholdet, er man nødt til at være på det rene med inden man træder i karakter som leder.   

Karakter og autentisitet

I dag bruger vi ofte udtrykket ”at træde i karakter” som betegnelse for det, at træde frem som netop den person man er; at stå ved sig selv. Og ofte henvises der til Kierkegaard, når talen falder på, at træde i karakter. Men hvad er en karakter egentlig for noget? Er der tale om en kerne, der bor dybt inde i personen, og grundlæggende bestemmer ham eller hende, som netop den, de er? Det synes at være den gængse opfattelse i den måde, vi benytter udtrykket ’at træde i karakter’ på i dag, når vi kræver af vores ledere, at de er autentiske.

Karakter kædes nemlig ofte sammen med autenticitet. Ordet ’autentisk’ kommer af det græske ord ’authentia’, der betyder pålidelighed eller tilforladelighed. Hvilket i overført betydning bliver til, at noget viser sig, som dét, det rent faktisk er. I den nutidige brug af ordet autentisk forudsættes det, som oftest stiltiende, at der er en form for kerne inde i et menneske, et selv der sidder og kikker ud og kun ønsker at blive draget frem i lyset og stråle som et menneskes sande jeg, dets autentiske selv. Men sådan et selv mener Kierkegaard faktisk ikke, at vi har. Ja, han benytter slet ikke ordet autentisk om et menneskes selv.

At vælge sig selv

For Kierkegaard er selvet en opgave ethvert menneske er stillet. Opgaven er at vælge sig selv. At vælge sig selv er at overtage ansvaret for lige præcis det selv, man er. Opgaven er ikke at blive en anden, men at blive sig selv. Og det kan ethvert menneske, hvis det vil det. Men det kræver langsomhed, eftertænksomhed, selvigennemsigtighed, vilje og etisk mod til at handle som sig selv, uden at skele til, hvad ”de andre” gør.

At vælge sig selv er ikke noget man gør en gang for alle, det er en måde at forholde sig til sig selv og andre på, der skaber kontinuitet i livet. Man er bestemt ikke groet fast, men i bevægelse. Men bevægelsen har et udgangspunkt og en retning, der er afstukket af den enkeltes lidenskab. At vælge sig selv er hverken navlepilleri eller narcissisme, men en ansvarlig måde at være tilstedeværende på i en verden, der er i rivende forandring. Derfor er kravet til enhver leder af i dag, at hun eller han vælger sig selv før de træder i karakter som ledere.

Selvet som hullet i vaniljekransen

For Kierkegaard er selvet hverken i overført betydning frøet, der bliver til solsikken, kernehuset i æblet eller hjertet i en artiskok. Selvet sidder ikke fast derinde som sneglen i sit hus. Usynligt for udefrakommende blikke – urørligt for udefrakommende tildragelser.

Men han mener heller ikke, at selvet kun bliver til gennem omgangen med andre. Det er socialkonstruktivismens bud på selvets tilblivelse, som Kierkegaard af gode grunde ikke kendte. Men havde han gjort det ville han ikke dele det – og dog. For han betoner også, at vores selv er relationelt bestemt. Bestemt af omgangen med andre mennesker.

For Kierkegaard afhænger selvets tilblivelse af, hvordan vi forholder os til os selv og til selve den opgave, som han mener, det er, at være og blive et selv. Vi er ikke et selv umiddelbart, egentligt eller indeni. Vi bliver det gennem en aktiv handling, et ansvarligt selvforhold, der indebærer et anstændigt forhold til andre mennesker. Denne opgave fortsætter så længe livet fortsætter.

Hvis vi bliver inden for de spiselige metaforers modus ville det derfor være rimeligt, om end rasende respektløst, at sammenligne Kierkegaards syn på selvet med hullet i en vaniljekrans. Uden den omgivende dej er hullet et intet. Det er ikke noget i sig selv. Sådan er det også med selvet i Kierkegaards optik. Men når dejen formes til en krans, hvilket den ikke gør af sig selv, skabes hullet, som ikke er noget i sig selv, men alligevel gør denne lille lækkerbisken til netop det, den er – en vaniljekrans.

Selvet og karakteren hænger sammen. Når man vælger sig selv har man mulighede for at træde i karakter og bringe sit selv i spil i sin lederrolle.

Selvet og karakteren

I bogen En literair Anmeldelse fra 1846 giver Kierkegaard følgende beskrivelse af, hvad karakter vil sige:

Charakteer er det Indgravede, men Havet har ingen Charakteer og Sandet heller ikke og abstrakt Forstandighed heller ikke, thi Charakteren er netop Inderligheden” (SKS 8, 75).

At karakter defineres som inderligheden vil netop sige, at der ikke er tale om en kerne. Karakter har at gøre med den måde vi forholder os på. Forholder os til hvad? Ja, faktisk til alt. Den måde vi forholder os til os selv, vores familie, vores job, vores samfund og alle andre forhold, der hører til et menneskeliv.

Inderlighed ikke noget indre, men en lidenskabelig og dybtfølt måde at forholde sig på. Karakter er at forholde sig lidenskabeligt til alle sine forhold og alle sine gøremål. Et ”Characteer-Menneske” er et menneske, hvis lidenskab er tydelig – for det selv og for andre. Et karaktermenneske kan således blive til en leder, der tager sit lederskab på sig og gør det og sig selv synlig for andre.

At ville det hele på engang

Det modsatte af at have karakter er at være karakterløs. Men da karakter ikke er en kerne, er karakterløshed selvfølgelig heller ikke at mangle en kerne. Karakterløshed er derimod at ville det hele uden at forholde sig lidenskabeligt til noget. Karakterløshed er særligt at ville det hele på éngang. I dag anser mange multi-tasking for en ny dyd. Man skal have så mange bolde i luften som muligt. Det er tegn på overskud!

Men Kierkegaard ville omvendt sige, at det var en følge af karakterløshed! Når man multitasker splittes ens opmærksomhed. Man forsøger at være flere steder på en gang. Og derfor har man har aldrig tid til den langsomhed og fordybelse, der er nødvendig for lidenskabeligt at ville ét og nødvendig for at kunne kaldes et ”Characteer-Menneske”. Man bliver rodløs og karakterløs som leder; en fortravlet personage, der forsøger at give udtryk for et allestedsnærværende overblik. Uddeleger opgaverne – ikke din opmærksomhed – og vær en nærværende leder, der tager sig tiden til at vise sig som sig selv og derfor er autentisk.

Karakterløshedens fjottethed

At have karakter er for Kierkegaard netop at ville ét. Det modsatte af at have karakter er derfor at være tvetydig eller slet ikke at ville noget. Det kalder han lidet flatterende for ”Charakterløshedens Fjottethed”. At være tvetydig er at mene en eller flere ting samtidig – ofte modsatrettede. Eller hele tiden skifte mening. Så kan man ikke gå inderligt op i noget. Man bliver en Vindbeutel, der svinger derhen, hvor det nu passer sig. Man har ingen karakter, man udstykker sit selv i en mangfoldighed. Man bliver ”Piat”.

Vær Piat, hav idag een Anskuelse, imorgen en anden, saa igjen den Du havde iforgaars, og saa igjen en ny paa Fredag; vær Piat, gjør Dig selv til Flere, eller udparcelleer Dit Selv, hav een Anskuelse anonymt en anden med Navn, een mundtligt en anden skriftligt, een som Embedsmand en anden som Privatmand, een som Din Kones Mand en anden i Klubben: (…)Vær Piat - og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! (SKS 13, 381).

Der bliver med andre ord tale om en form for ledelse, hvor man hele tiden skifter mening og derfor lader sit lederskab afgå ved døden, fordi man bliver utydelig både for sig selv og for dem man leder.

At have karakter er altså at forholde sig inderligt til sig selv og sin omverden ved at ville ét.

At træde i karakter

Hvad vil det så sige at træde i karakter? At træde i karakter vil sige at påtage sig det ansvar, der hører til den rolle, man har. Man kan fx træde i karakter som forælder, fodtræner eller som leder. Og selvfølgelig som en masse andet.

At træde i karakter er altså at ”spille den rolle”, man her fået tildelt – eller har tildelt sig selv. Kierkegaard anvender altid udtrykket i forbindelse med den afgørende livsstilling en person har. Det vil sige, at han anvender det sådan som udtrykket ”en karakter” benyttes i skuespillets verden. En karakter i et teaterstykke er netop en person, der spiller en bestemt rolle.

Men kan man træde i karakter som menneske? Som et selv? Nej, for ens selv er ikke en rolle, man spiller. Kierkegaard benytter ofte udtrykket ”at træde i Charakteer” om sin egen profession som forfatter. Om sig selv kan han således sige, at han er trådt i karakter som forfatter i en lidenskabsløs tid for at genopvække lidenskaben.

Til lederen af i dag ville han nok sige, at han eller hun først skulle tage sig tiden til at vælge sig selv ved at komme under vejrs med, hvilke værdier og dermed hvilken overordnet livsanskuelse, der har styret hver enkelt af dem indtil nu. Derfor skal de begynde med at erindre deres fortid. Og dernæst overveje om det er disse værdier og den livsanskuelse, der også skal være bærende for deres fremtidige liv og gennemtrænge deres lederskab. Og når det så er gjort, hvilket ikke sker engang for alle, men er en løbende proces, kan de træde i karakter som ledere og lader deres personlighed brande igennem deres lederrolle. Det er at leve livet forlæns, men forstå det baglæns også som leder.

God fornøjelse!

Hvilken autentisk ledertype er du?

...ifølge Søren Kierkegaard? Mød Pia Søltoft til årets store lederkonference, Ledelse der styrker 2017, hvor hun præsenterer tre ledertyper med udgangspunkt i Søren Kierkegaards tanker.

Tror du, at alt er muligt og at du kan blive lige hvad du vil? Eller tror du, at det hele afgøres af dine gener og relationer?

Bliv klogere på Kierkegaard og dig selv som menneske og leder d. 7. december til Ledelse der styrker 2017.

Læs mere og tilmeld

Forfattere: Mange ledere er bange for at gøre det rigtige
Forfattere: Mange ledere er bange for at gøre det rigtige

Du har brug for mod som leder - ikke et omfattende bagkatalog af ledelsesteori. Sådan lyder budskabet fra erhvervspsykologerne Morten Novrup Henriksen og Thomas Lundby.

Læs mere
 Sådan tænder du gnisten i dine medarbejdere
Sådan tænder du gnisten i dine medarbejdere

Ledelse der styrker 2017: Sørger du for at skabe de rigtige rammer for dine medarbejdere, så de kan være passionerede og energiske omkring deres arbejde? Det kræver, at du lytter, taler, undersøger og afprøver, hvad der få ...

Læs mere
At gøre en forskel er den stærkeste motivation
At gøre en forskel er den stærkeste motivation

Ledelse der styrker 2017: Subhanu Saxena har opnået global gennemslagskraft med et budskab om, at virksomheder og deres topledere bør have større formål end blot bundlinjen.

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close