20-08-2018 14:55:02

IDA hjælper dig gennem hele din lederkarriere - hvadenten du er projektleder, chef med personaleansvar eller topleder. Få rådgivning om løn og arbejdsvilkår, få sparring i forhold til din karriere, styrk dine kompetencer og dyrk dit ledernetværk.

Ledelse og venskab er en giftig cocktail

60 procent af de IDA-medlemmer, der er ledere, bliver rekrutteret internt i den virksomhed, de er ansat i – og derfor risikerer de at være venner med deres medarbejdere. Men det er farligt for autoriteten som leder, fastslår karriererådgiver i IDA Kim Knudsen.
1. mar. 2017 Af IDA Learning

Derfor skal du ikke være ven med din medarbejder

  1. Dine medarbejdere skal ikke tro, at du favoriserer din ven med gode opgaver, lønforhøjelse og bonusser.
  2. Du skal ikke mistænkes for, at du ikke vurderer din ven ud fra samme kriterier som andre.
  3. Det er svært at tage lederkasketten på overfor din ven, hvis arbejdsindsatsen ikke er god nok.
  4. Du mister din autoritet som leder, hvis medarbejderne føler sig uretfærdigt behandlet. Medarbejderne vil have, at der er samme regler for alle.
  5. Ærlighed er afgørende som leder – medarbejderne skal aldrig føle, at nogle medarbejdere ved mere end andre.

Kan jeg fortsætte med at spille golf med min kollega og ven, når jeg er blevet leder? Hvad med vinklubben, hvor vi er seks kolleger, der mødes hver anden måned? Eller hvad med middagene sammen med Esben og hans kone? Kan jeg som leder være professionel og skelne mellem medarbejdernes kompetencer og de personlige relationer?

Man har længe vidst, at personlige venskaber og ledelse er en dårlig cocktail. Men hvorfor i grunden? Vi yder bedst, når vi nyder – og er det så ikke dobbelt op at nyde at skabe resultater sammen med sine venner? Jo i privatsfæren, men ikke på arbejdsmarkedet. Det slår karriererådgiver i IDA Kim Knudsen fast. Skal ledere bevare autoritet, kan de ikke være venner med medarbejderne. For medarbejdere lægger særligt vægt på styrkerne ærlighed og retfærdighed hos en leder.

”Som medarbejder ved man godt, at en leder ikke kan sige alt – noget skal forblive i ledelsesrummet. Til gengæld giver det tryghed, at du kan regne med at det, der bliver sagt, er ærligt. Men den forventning om ærlighed kan komme under pres, hvis du som medarbejder ved, at din kollega er god ven med chefen. Får denne kollega information, jeg ikke selv får?”, siger Kim Knudsen.

Ingenmandsland som ny chef

Ledelse og venskab er særligt relevant for IDAs medlemmer, da godt 60 procent af IDAs leder-medlemmer er blevet rekrutteret internt i virksomheden. Så mange står i den situation - kollega den ene dag, chef den næste.

”Det er en kæmpe udfordring, og en udfordring som kommer bag på mange. Mange føler, at de pludselig står i ingenmandsland. Kollegaerne ændrer attitude, en igangværende samtale stopper, når man træder ind i rummet. Ens sikre base i fagligheden, der gav tilhørsforhold med de tidligere kolleger, forsvinder, og den skal nu erstattes af et helhedssyn og en ny faglighed ledelse. Og det tager tid,” pointerer Kim Knudsen, der er sikkert på, at mange ledere har mærket den kontante forandring, når de er gået fra kollega til leder.

De nye venner er i ledergruppen 

Det er en svær transformation at gå fra kollega til leder, hvis du er en åben type, der samler energi i fællesskabet og fagligheden.  Hvor skal du så finde de nye venner, hvis du er typen, der værdsætter nære relationer? Det skal du i ledelsesgruppen, de nye kolleger, som du nu skal til at dele verdensbillede med. 

”For specialister er ledelse ofte noget, som fanden har skabt. Mange specialister tænker, at de ville nå længere innovationmæssigt uden ledere. Den holdning kender du jo som nyudklækket leder – og du har altid haft den faglige stolthed med medarbejdere – dine tidligere kolleger. Men det må du nu se bort fra,” siger Kim Knudsen og konstaterer:

”Den største fejl du kan begå er at sige: ”Det har ledelsen nu engang bestemt.” Du skal indse og opføre dig som om, at du er en del af ledelsen. Og du kan ikke være venner med medarbejderne – for så taber du respekt som leder.”

Kursus: Bliv klædt på som ny leder

Få succes som leder. Bliv trænet i de ledelsesudfordringer, der følger med i din nye rolle - og styrk på den måde dine forudsætninger for at skabe resultater med succes.

Læs mere om Ny leder

Fra mistanke til respekt 

Medarbejderne har fokus på, om du er en retfærdig leder. Bliver opgaverne fordelt retfærdigt? Går de gode, udfordrende opgaver til din ven – eller bliver de retfærdigt fordelt efter kompetence og tur?

”En god leder skal kunne sætte det rigtige hold og kunne skabe samarbejde og følgeskab. Det bliver, eller kan i hvert tilfælde blive, vanskeligt, hvis du som leder er under mistanke om at forfordele nogen,” siger Kim Knudsen.

Det omvendte kan også ske. At du bevidst ikke giver de gode opgaver eller lønforhøjelsen til din ven, fordi du som leder på ingen måde vil have på dig, at du favoriserer din ven.

Derfor skal du som leder fokusere på at være leder og sparringspartner for samtlige medarbejdere. Du skal udfylde din rolle som leder godt – det aftvinger respekt.

”En god kollega og ven ved, at tingene ændrer sig, når du bliver leder. Du får en anden rolle – og du kan fortsat bruge din faglighed ved at være sparringspartner og inspirator for medarbejderne. Du skal som leder udvikle hele afdelingen, så det matcher virksomhedens strategi,” siger Kim Knudsen.

Lederen skal træffe ubehagelig beslutninger

Som leder skal du også kunne træffe de nødvendige og til tider ubehagelige beslutninger. Det kan være, at der skal omstruktureres, eller der skal fyres medarbejdere i virksomheden. Og her vil du som leder ikke have beklikket motiverne bag din beslutning.

”Du vil både blive mistænkt for at lade din ven slippe billigere end andre – og du kan meget let komme i klemme i dit venskab med din ven, fordi vedkommende forventer, at du støtter op omkring vedkommende. Du ved måske også, hvad der sker af kritiske ting på hjemmefronten – og derfor bliver din dømmekraft sat lidt ud af kurs,” forklarer Kim Knudsen. Derfor er det lettere at tage dine ledelsesbeslutninger, hvis du har det samme professionelle forhold til alle dine medarbejdere.

Vær aldrig negaholiker

Hvis du er et sted i din karriere, hvor du ved, at du godt kunne tænke dig at blive leder, bør du være bevidst om ikke at deltage i koret af negaholikere – altså medarbejdere, der er afhængig af det negative.

”Du skal være bevidst om din professionelle og konstruktive stil, for du kan ikke det ene øjeblik være en del af koret af negative – og så blive leder og pludselig synes, at alt er smukt og godt. I hvert fald ikke, hvis du vil have autoritet som leder,” siger Kim Knudsen.

5 gode råd til at lede dine tidligere kolleger
5 gode råd til at lede dine tidligere kolleger

Der er mange faldgruber, når du skal til at lede dine tidligere kolleger. Få karriererådgivernes bedste råd til at lykkes i din nye rolle.

Læs mere
Kommunikation er et must for ledere
Kommunikation er et must for ledere

Teknologiledere er udfordrede på de kommunikative kompetencer. Det viser rapporten ’Ingeniørlederens DNA’, som Teknologisk Institut har gennemført for IDA. Seniorrådgiver i Rhetorica giver et bud ...

Læs mere
Ham for bordenden
Ham for bordenden

Grundig forberedelse gennem et par år førte til det første lederjob for Lars Vermund Rasmussen.

Læs mere
Lær kunsten at rose dine medarbejdere!
Lær kunsten at rose dine medarbejdere!

Lederen evne til at rose medarbejderne betyder meget for medarbejderens tilfredshed og arbejdsglæde på jobbet. Som leder skal du lære kunsten af give komplimenter, påpeger karriererådgiver i IDA M ...

Læs mere

Deltag i debatten

luk
close